Skriv en profiltekst, der smager af mere. Mmmmm....

7 Tips: Sådan skriver du den bedste profiltekst!
Se det i øjnene: det er med ord, du finder en kæreste. Det er via de ord, du sætter på dig selv, I overhovedet kommer i kontakt, for det er dem, der sammen med profilbilledet, vækker opmærksomhed. Så de skal rykke og sidde lige i skabet.
Vi kender alle de mest almindelige profiltekster. Forsigtige udmeldinger om hjemmehygge, ture i skoven, læse en god bog, gå i biografen, betydningen af humor, af at være åben og generøs. Beskrivelser, der viser, hvad man søger og lidt af, hvem man er. De fleste er ligesom vand: Man skal bruge det, men det smager ikke rigtigt af noget. Det er først, når der er en tekst, der smager af noget, at man kan mærke personen og ønsker at få mere.
Her kommer derfor nogle gode råd.

1) Vær specifik


Hvad er det for en film, du gerne vil se, siden du kan lide at gå i biografen? I stedet for at skrive: ”Kan lide at gå i biografen”, så skriv: ”Har lige været inde og se den nye James Bond. Wauw”. Det samme gælder for teaterstykker, bøger, og alle de andre kulturelle oplevelser, der er god grobund for den videre samtale. Så ikke: ”Jeg er vild med bøger”, nej, ”Jeg er vild med den seneste Jussi Adler-Olsen”. Ikke ”Jeg er lidt af en eventyrer”, nej, hellere: ”Jeg vil gerne snart til Mali igen.” Og ikke: ”Jeg er glad for musik”, men ”Jeg spiller luftguitar til den seneste Coldplay-cd, inden jeg tager på arbejde”.

2) Overdriv


Du har allerede sagt meget om dig selv nu. Det går stærkt med at læse profilteksten, så undlad de lange udmeldinger og alt for mange detaljer, men overdriv gerne, så din profiltekst bliver skarp. Måske vil det styrke din tekst, hvis du udvider det gode, ligesom man skal gøre i livet. ”Jeg vil helt vildt gerne til Mali igen og ride på elefant og gå i bare fødder i sandet, og måske vil du med?” Eller måske skal der bores i, hvad dine helte kan, som du ikke kan. ”Det kan godt være, Daniel Craig ser bedre ud end mig i sit jakkesæt, men til gengæld er jeg helt sikkert bedre til at lave paella, end han er”.

3) Fortæl en historie


Adjektiverne står i kø, men det gør flosklerne også, og vi har lidt for meget tendens til at bruge dem. Fortæl en historie i stedet for! I stedet for at skrive, at du søger en fyr, der lytter. Så skriv: ”Mange af de mænd, jeg har mødt, har talt rigtig meget om sig selv, og der var én, der ikke lagde mærke til, at jeg lagde telefonen og gik ud og lavede neskaffe”. Eller: ”Min veninde fik mig i dag til at grine, så det begyndte at gøre ondt i maven på den gode måde”. Eller: ”I dag da jeg cyklede på arbejde, så jeg to, der stod og kyssede foran Østerport station i regnen og ønskede at det var mig”. Små situationer, du har været i, fortæller mere end de lidt søgende beskrivelser.

4) Vær mystisk


Vi vil gerne fortælle sandheden ala: du-kan-lige-så-godt –få-det-at-vide-med-det-samme-for-så-slipper-vi-begge-for-dårlige-overraskelser. Det skal vi ikke. Vi skal hellere være lidt mystiske og dermed også holde noget tilbage. ”Humoristisk, men kun til kanten”. ”Åben, men med skruelåg”, og i stedet for at kalde sig ”åben og lyttende”: ”kan godt tale med en kvinde, hvis hun ellers kan holde kæft i fem minutter”. Det betyder, at du ikke skal være bange for, at din tekst rummer nogle modsætninger. Det giver en ekstra dimension og gør den i bedste fald til en 3d-udgave. Der var én, der i fortællingen om, hvad hun søgte, skrev: ”Jeg ved det, når jeg ser det”. Det ligger der ikke megen information i. Hun kunne i stedet have skrevet: ”Du gør mig elektrisk, og jeg får lyst til at skrige og synge og græde og grine på samme tid, imens jeg i virkeligheden bare skal anstrenge mig for ikke at sige noget dumt”.

5) Tag chancer


Der er nok singler derude, og du må ikke være bange for at støde et par stykker eller tre fra dig. Det er ikke alle, der er interesseret i dig, så du kan lige så godt tillade dig selv at have lidt kant. Tag derfor chancen og skriv noget anderledes. Det er ikke præcis den, du er, men en udgave af dig selv. Tag også chancen og beskriv præcist, hvad du søger: ”Han skal have flere penge end mig”. ”Han må gerne have en jysk accent”. ”Han insisterer på at invitere mig ud hver weekend”. ”Han prøver at undertrykke en trang til at kysse mig på første date, men det er umuligt”. Ud fra de chancer, du tager, opstår det interessante.

6) Skriv hvad du er glad for


Smiler. Efterlad din læser med et smil, og det kan du gøre ved at skrive, hvad du er glad for i hverdagen lige nu. Hvis det er at spille Uno med den yngste, så skriv dét. Hvis det er fyraftensleffe med vennerne, så skriv det. ”Når pulsen stiger på min daglige løbetur i Søndermarken”. Det kan også være en ting, du har derhjemme, som du bruger tid på som fx ”Jeg er lige gået i gang med at lægge puslespil og mangler kun 855 brikker”. Hvis du mellem linierne kan fortælle en historie om, hvor meget du gerne vil møde én, er det ikke nogen dårlig historie, vel?

7) Brug et citat


Andre har gjort forsøget og sagt noget klogt. En kort quote, ligesom hvis man ville holde en tale, er en god idé. ”Sinatra synger: I did it my way, og det har jeg altid godt kunne lide” fortæller mere end ”Jeg er en selvstændig type”. ”Man siger, at man ikke både kan have held i kærlighed og held i spil, men jeg vil nu alligevel prøve…” Eller ”Man siger, alt kommer til den, der venter, men jeg har nu ventet længe nok… ” Ordsprog og citater skaber en fælles referenceramme og er med til at løfte din tekst og gøre den svævende. Kan den svæve nu?

Det er det direkte og det specifikke, der virker. Paellaen, elefanten, neskaffen, skruelåget, den uimodståelige, puslespillet og My way. Du skal bruge det sprog, der ligger dig nærmest og ikke være bange for at afsløre dig selv. Ingen andre har lige præcis din måde at se verden på. Ingen andre har lige præcis din sammensætning af tanker og følelser. Så smilende, positiv, optimistisk, sjov at være sammen med – det er bare mærkater, der kan sættes på de fleste. Det handler om på hvilken måde, du er det, og det handler om at give eksempler. Held og lykke! Og henvend dig gerne, hvis det kniber.

Michael Halskov
Professionel skrivelærer
Se mere på www.studydanish.dk

Succesfuld netdating er mere end profilteksten


Med en god profiltekst er du kommet rigtig langt i jagten på den rette date. Netdating er dog meget mere end det. Det handler nemlig også om den første kontakt, hvad I skal lave på daten, samtaleemner og meget andet. Se derfor også vores artikler med netdating råd, som hjælper dig godt videre.

Opret en profil på bare 3 minutter

Hvad søger du?

I alderen...

Der bor i...

Artikler

Profiler på Dating.dk

Opret din gratis profil nu

- når du er klar til en rigtig kæreste

Bliv klogere på singleliv og kærlighed

Ja tak - jeg vil gerne modtage Dating.dk's nyhedsbrev og være sikker på altid at få nyheder, events, inspiration, markedsføring og tilbud direkte i min indbakke

Tilmeld

Du kan altid afmelde nyhedsbrevet. Vi passer godt på dine oplysninger - læs mere i vores persondatapolitik.

Kærligheden starter her

Opret din gratis profil nu

Jeg er kvinde Jeg er mand