Svar
Kære Tom og Stefan,
Jeg har lige slået jeres spørgsmål sammen, da jeg tænker, de komplimenterer hinanden ret fint.
Tom, jeg er vild med dit spørgsmål - så vigtigt at få vendt dette emne. Jeg er helt enig i, at det er fjollet for kvinder at tro, at det simpelthen kun er op til manden at tage det første skridt. Jeg kunne sige, min holdning skyldes det faktum, at vi lever i en moderne tid med ligestilling, men mest af alt synes jeg, det er fjollet, fordi man ikke gør sit kærlighedsliv nogen tjenester, ved, som kvinde, ikke at ville skrive først.
Jeg er sikker på, der er mange årsager til, kvinders overbevisning om, at manden bør tage første skridt - herunder eksempelvis;
• En romantisk overbevisning om, at det er mandens job at tage initiativ, da det var ‘den gammeldags manér’
• Et ønske om, at blive ‘taget med storm’
• Et synspunkt der siger, det er maskulint og at ‘han beviser, han er en alfahan’, når han er modig nok til at tage kontakt
• At en kvinde har en disney drøm om, at prinsen skal komme ridende ud af det blå på den hvide hest
Der er helt sikkert mangel flere årsager. Men det er sådan set underordnet, for mest af alt skyldes opfattelsen, at manden skal skrive først, en misforståelse, hvis du spørger mig. De kvinder, der holder på, at det er den gammeldags manér, at manden tog initiativ, har nemlig ikke fanget, at kvinden havde taget det første skridt allerede forinden manden bød hende op til dans. Om hun tabte sit lommetørklæde, glemte sin sko (på vej ned ad nogle trapper) eller hun nær snublede lige foran ham - så var dette aldrig noget tilfælde. Med denne handling fortalte kvinden nemlig manden, hun godt kunne li’: du må gerne snakke med mig. Hun åbnede altså ballet så at sige, ved at gøre det meget lettere for ham at tage kontakt.
I dag er kvinder meget selvstændige. Det er en super god ting, men det betyder også at kvinder leder efter en mand, der signalerer, at han kan matche hende. Med andre ord kan en årsag til, at hun holder på, at manden skal tage første skridt være, at det er en form for prøvelse. Dette er dog ikke særlig smart i min optik. Det viser nemlig en manglende forståelse for, at det for en mand, er lige så sårbart at tage første skridt, som det er for en kvinde - og det gør, det desuden sværere for kvinden selv at finde kærligheden. Hun opsætter nemlig en unødig forhindring, og lægger samtidigt en del af sin indflydelse på sit eget kærloighedsliv fra sig. Uanset køn - og om man så er CEO i en fancy virksomhed med hundrede medarbejdere under sig - så er det stadig lige så skræmmende at begynde at snakke med en fremmed i romantisk henseende. Man kan blive afvist, man kan ligne en klovn, man kan blive til grin, man kan blive flov, man kan... Det inkluderer virkelig mange risici at tage første skridt. Så helt sikkert, bør kvinder komme ind i kampen.
Når alt dette så er sagt, så skal det også nævnes, at kvinder ofte har behov for at tage kontakt på en lidt anden måde end mænd. Det er nemlig rigtig væsentligt at hun tager kontakt på en måde, så hun selv føler, hun forbliver i sit ‘feminine’. Dette vil samtidigt sikre at manden ikke overrumples eller føler, han ikke kan være ‘jægeren’, for hvis kvinden er for maskulin, mister mange mænd interessen. Så hvordan kan kvinder lettere tage kontakt på en hensigtsmæssig måde? Snarere end at være den der tager hele initiativet, og skaber en omfattende samtale eller arrangerer en date - om end dette selvfølgelig virker for nogle (!) - så kan en kvinde, hvis ikke hun er tilpas med at være progressiv, tænke på hendes initiativ som om, hun blot siger ‘jeg er åben’ eller ‘du må gerne snakke til mig’. Hendes job er altså bare at gøre det mindre skræmmende for en mand at komme hen og snakke til hende. I den virkelige verden kan hun eksempelvis gøre dette gennem øjenkontakt, ved at rykke tættere på ham, ved at komme med en henkastet bemærkning (der ikke er et spørgsmål) i baren mm. Online kan hun gøre dette ved at sende en kort besked, der kommenterer på noget på en mands profil, som enten udfordrer / driller ham ala ‘det ser alligevel ikke så skræmmende ud…’ (hvis det er et billede af ham der sidder på ryggen af en elefant, hopper i faldskærm eller lignende). Hun kan også bruge en af de tre nedenstående beskeder, jeg også anbefaler til Stefan, da disse kan bruges af begge køn.
Du kan naturligvis gøre det lettere kvinder at tage første skridt, Tom, ved at have en profil, der lægger op til noget, hun kan kommentere på. Det tyder på at det er det, du ønsker - læs derfor evt. artiklen
sådan skaber du en god profil for tips til dette.
Og nu til dig, Stefan. Som beskrevet i brevkasse indlægget
Intet svar for et stykke tid siden, så er det væsentligt at få skrevet til de personer, man er interesseret i, men på samme tid er det også fjollet at overinvestere sin energi i en relation, før man har fået blot et enkelt svar retur. Læs derfor dette indlæg om hvilket mind-set, du med fordel kan antage før du skriver til en ny person.
Når det så er sagt, vil jeg sige, at der ikke er nogen rigtig eller forkert måde at starte en samtale på. Det vigtigste er, at du starter samtalen på en måde, der føles godt for dig. Man kan godt skrive ‘hej’ eller ‘hej med dig’, men måske en linje eller to mere så også er at anbefale. En god idé, når man starter en samtale er, at kommentere på noget på vedkommendes profil - evt. som også fortæller noget om dig mellem linjerne. Det er altid en god idé at være ‘tilbagelænet interesseret’, men interessant som person når man skriver første gang.
Specifikke eksempler på dette er:
1) Hvis der står, hun er interesseret i motorsport så skriv: “Hej X, er du virkelig interesseret i motorsport??” Du kan ændre spørgsmålet til hvad end hun skriver på sin profil hun er interesseret i eller som hun skriver, hun har oplevet.
Fordelen ved dette er, at spørgsmålet er centreret omkring hende, og noget du har lagt mærke til på hende profil, og at det er noget, hun kan forholde sig til, da det er en ting hun gør eller har gjort.
2) “Jeg aner ikke om vi vil komme godt ud af det med hinanden, men jeg var nødt til at sende dig en besked, da jeg kan se, du også elsker X” (hvad det så end er).
Her handler det om at finde et band, en bog, en film, en hobby, som hun skriver, hun også er vild med. Der er intet needy omkring denne besked, og det er endda som om, du kun giver udtryk for, at denne ting er den eneste ting, du har lagt mærke til ved hende. Fordelen ved dette er, at du skriver til hende, fordi I har en ting til fælles, snarere end fordi hun er super flot eksempelvis.
3) “Det kostume / den kjole på det billede…” Denne besked, skal du være lidt forsigtig med, da den kan misforstås. Du skal derfor kun bruge den, hvis hun har et fjollet kostume på eller en vildt smuk kjole på - som du ikke kommenterer på fordi den er afslørende, men fordi den rent faktisk er flot. Det er lidt ligesom en ‘fortsættelse følger’ besked, og den er lidt mystisk, så man kan godt forestille sig, hun skriver tilbage, da hun gerne vil vide, hvad du mener med dette.
Du skal naturligvis altid være dig, men som mand vil jeg sige, det altid er en god idé, hvis du virker selvsikker om end ikke ‘smart i en fart’. Jeg skriver lidt mere omkring denne balance det brevkasse indlæg der hedder
den rette invitation. Indlægget giver dig råd til, hvordan du inviterer en person ud, men mind-settet når man skal skrive til en kvinde første gang, er det samme som beskrevet heri.
Rigtig meget held og lykke til jer begge.
Kærlig hilsen,
Mai