Hvordan undgår jeg han knuser mit hjerte?

Spørgsmål

d. 22/03 2019 kl. 12:58 - af: Kvinde

Hvordan undgår jeg han knuser mit hjerte?
Kære Mai,

Mange tak for muligheden for at spørge om råd i denne brevkasse. Jeg kunne godt tænke mig et råd omkring noget, jeg oplever igen og igen. Det går fint for mig at komme på dates og møde mænd, jeg godt kan li’, men desværre ender jeg ofte med et knust hjerte, og jeg ved ikke hvad det er, jeg gør forkert.
Det starter godt hver gang - ret hurtigt fra de første par dates kommer vi tættere og tættere på hinanden, og det bliver hurtigt seriøst. Vi sover sammen hele tiden, laver ting sammen i weekenden, nogle gange når vi endda at møde hinandens familier, og så pludselig mister han interessen. Det er rigtig hårdt, for jeg bliver såret hver gang, og skal så starte forfra. Nu er jeg næsten ikke sikker på, om det er det værd. Er der noget jeg kan gøre, for ikke at blive ked af det eller undgå at denne situation sker igen?
Gode hilsner, Birthe - Søborg

Svar

Kære Birthe,

Mange tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, du er lidt i tvivl om, hvorvidt du har lyst til at fortsætte dit kærlighedsliv på denne måde, da et knust hjerte er en rigtig smertefuld ting. Jeg ville dog på ingen måde opgive håbet endnu, for det kan være, at løsningen til at bryde det mønster du oplever, er ganske overskueligt.

Når jeg læser dit brev, og du skriver, at dig og din partner hurtigt bliver seriøse, sover hos hinanden og laver ting sammen i weekenden, så er det jo normalvis en rigtig dejlig ting. Men jeg overvejer lidt, om I måske kunne gå ‘all-in’ for hurtigt. Det er nemlig sådan, at mens kærlighed har brug for nærhed, så næres begær gennem afstand. Eftersom et forhold gerne skal indeholde både kærlighed og begær, handler det derfor om, at finde en gylden middelvej, der indeholder begge dele. Måske det du oplever skyldes at dig og din partner mister en del af begæret ved at være for tilgængelige for hinanden hele tiden? (Du kan høre mere om forholdet mellem kærlighed og begær i Esther Perel’s Ted Talk her, hvis du har lyst).

En anden ting, det at blive meget tæt rigtig hurtigt kan bevirke, er, at vi i vores forelskelse kommer til at glemme at holde fast i de ting, der gør os, til dem vi er. På denne måde mister vi så den del af os, som vores partner forelskede sig i. Husker du at prioritere dine veninder, når du møder en ny mand? Får du stadig dyrket dine hobbyer og lavet den motion, der normalvis giver dig så meget energi? Det er nemlig sådan, at den mand, du er begyndt at se, er faldet for dig af en årsag - og det er, at du er DIG. Han er faldet for et individ med sit eget liv og inspirerende måde at gøre tingene på. Hvis du, når du kommer tættere på ham, så dropper alle de ting, der gør dig, til den du er, mister han måske grunden til, at han var så tiltrukket af dig til en start. Dette kan kan ske på mange måder, lige fra hvordan vi tidsmæssigt pludselig sætter ham over alt andet, til hvordan vi svarer på de små ting, når vi bliver spurgt om, hvad vi godt kan li’. Mange gange, kan vi nemlig blive så forelskede, at vi bare gerne vil please vores hjertes udkårne, sådan at vi sikrer, at han godt kan li’ os. Derfor svarer vi måske på simple spørgsmål ud fra, det vi tror, han gerne vil høre, i stedet for med et udgangspunkt i hvordan vi virkelig har det. Dette gør det dog sværere for en ny kæreste at lære os bedre at kende, og måske han netop spurgte, fordi han gerne ville lære mere om os, og hvilke ting vi godt kan li’.

Jeg ved godt, hvor svært det kan være, ikke bare at lade sig styre af sine følelser, når man er nyforelsket - men det er simpelthen altid vigtigt at holde fast i bare lidt logik, selvom vi gerne ville lade os lede helt og aldeles af vores hjerte i denne situation. Du er fantastisk, netop fordi du er dig - det må du ikke miste.

Derfor er mit råd til dig, Birthe, at fortsætte din rejse efter kærligheden, men husk dig selv. Brug tiden nu, inden du finder frem til din næste kærlighed, på, at skabe nogle dejlige rutiner for dig selv. Sæt nogle standarder for, hvordan du gerne vil behandles ved eksempelvis at købe blomster til dig selv en gang om ugen, få en massage en gang om måneden, brug tid på de mennesker, der giver dig god energi osv. Og bibehold så disse rutiner, når du møder din næste dejlige mand. Det er klart, at når vi møder en ny kærlighed, så skal der gøres plads til vedkommende i dit liv, men her kan du så evt. plukke lidt i det skønne liv, du allerede har sat op for dig selv. Du kan se, hvad der føles rigtigt - og det er ikke fordi, der skal skabes et spil - men bare det at tage en nat eller en dag hver for sig fra tid til anden - kan gøre, at vi skaber fornyet energi og længsel, som vi kan vende tilbage til vores partner med.

Rigtig meget held og lykke til dig.

Mange kærlige hilsner,
Mai
Tilbage til brevkassen

Opret en profil på bare 3 minutter

Hvad søger du?

I alderen...

Der bor i...

Kærligheden starter her

Opret din gratis profil nu

Jeg er kvinde Jeg er mand