Utroskab

Spørgsmål

d. 13/09 2019 kl. 12:02 - af: Mand

Utroskab
Jeg er i kontakt med en gift kvinde. Vi har været venner på Facebook et stykke tid. Hun skrev, at hun var lun på mig, og vi blev enige om at mødes. Vi havde det dejligt sammen, havde rigtig god sex sammen, men hun er meget glad for sin mand, og glad for sit ægteskab, og det vil jeg meget nødig ødelægge. Men hendes mand kan ikke give hende sex, og hun har både lyst og behov.. Jeg er sikker på, at vi kan mødes, uden at hendes mand opdager noget, og hun vil fortsat gerne mødes med mig, Jeg synes ikke, vi gør noget forkert, men hun har lidt moralske tømmermænd. Vi er ret langt oppe i årene. Hvad mener du?

Venlig hilsen Kaj

Svar

Kære Kaj,

Jeg kan godt forstå, du tænker, denne situation ikke er helt ligefrem, og at der er nogle forskellige faktorer, der spiller ind, som på en måde kunne retfærdiggøre at have en affære. Men generelt tænker jeg, at det altid er en dum idé at luske rundt bag ryggen på nogen. I denne situation ser jeg det også sådan, at der er to ting, der gør, at det måske ikke er ideelt at fortsætte, som I gør; dels er der det, at kvinden ikke ærer sin mand ved at være uærlig, og dels synes jeg, det er lidt en farlig cocktail, hvor der er stor risiko for at nogen bliver såret. Når det så er sagt, så tænker jeg dog, at I måske på ærlig vis kunne fortsætte jeres relation.

Du skriver, at kvinden du ser, er meget glad for sin mand, men at hendes mand ikke kan være sammen med hende seksuelt, hvilket betyder, hun har et behov, der ikke bliver mødt. Dette er jo en helt fair ting, og jeg kan godt forstå, at dette må være svært for hende. Dog tror jeg ikke på, at løsningen er, at hun går bag sin mands ryg, så hun kan få mødt sit behov i smug. For det første efterlader det hende med moralske tømmermænd, som du siger, hvilket ikke kan føles godt for hende. For det andet risikerer hun at ødelægge sit ægteskab og at såre både sig selv og sin mand. Det næste jeg tænker, er, at du også selv risikerer at blive såret. Om end du skriver, du ikke ønsker at ødelægge forholdet, hun har til sin mand, så er der stadig en risiko for, at du på et tidspunkt udvikler følelser for hende, og således kommer til at ønske dig mere, og så står I for alvor i en svær situation.

Af denne grund overvejer jeg, om det måske var en idé, at kvinden talte med sin mand om sit umødte behov, så de sammen kunne diskutere muligheden for, at hun fik mødt dette et andet sted. Det er naturligvis ikke en let samtale at have, og det er selvfølgelig heller ikke noget, du kan være en del af. Men hvis jeg var dig, ville jeg opfordre hende til at gå omkring det på denne måde. Herefter kan I så se, om der måske var mulighed for, at I blev ved med at se hinanden – men med kvindens mands velsignelse. Det vil garanteret være svært for ham at kunne rumme, men i og med han ikke selv kan møde hendes behov, og fordi det lyder som om, de ellers er i et lykkeligt ægteskab, kunne det måske tænkes, at han af kærlighed til sin hustru kunne affinde sig med denne løsning.

En seksuel relation skal altid være tryg, og idet kvinden ikke er ærlig overfor sin mand, kan denne relation ikke føles helt tryg for hende. Det er garanteret heller ikke rart for dig at vide, at hun ikke har det helt godt, med det I har gang i? Jeg håber, I sammen kan finde en god løsning, men umiddelbart ville jeg ikke råde jer til at fortsætte, som I gør, i smug.

Kærlig hilsen,
Mai
Tilbage til brevkassen

Opret en profil på bare 3 minutter

Hvad søger du?

I alderen...

Der bor i...

Kærligheden starter her

Opret din gratis profil nu

Jeg er kvinde Jeg er mand