Besked efter den første date
Hej Mai, for syv dage siden mødte jeg en rigtig dejlig mand i virkeligheden (efter vi skrev med hinanden i to eller tre dage). I begyndelsen af daten var manden meget interesseret, men blev måske lidt skuffet efterhånden, som vi var på café. Da vi sagde farvel til hinanden, kyssede han mig på kinden og sagde, at vi skulle holde kontakten. Bagefter hørte jeg ikke fra ham. Nu vil jeg spørge dit råd kære Mai: Er det okay, hvis jeg skriver først til ham, eller skal jeg vente på hans besked? På forhånd tak, den forelskede :-)
Svar
Kære forelskede,
Hvor er det dejligt at høre, du har mødt en skøn mand her på Dating.dk. Det korte svar til dit spørgsmål er ja. Men dit spørgsmål giver mig lyst til at uddybe.
Når vi møder nye mennesker, handler det om at lære hinanden at kende. Der kan let gå taktik i det, når det kommer til dating, men dette, synes jeg, bliver en hæmsko, der gør os mindre autentiske, i den måde vi dukker op i en relation. Derfor opfordrer jeg rigtig meget til, at man udtrykker, hvordan man har det, når man lærer en ny person at kende. Hvis du føler dig begejstret så udtryk det, hvis du er glad så vis det, hvis du er passioneret omkring et emne så del det. På denne måde er det lettere at lære hinanden at kende, idet der ikke er nogle masker eller noget kunstigt, i den måde vi agerer på. I min verden er der derfor som sådan ikke nogen regler for, hvornår det er rigtigt eller forkert, eller om manden eller kvinden bør skrive. I stedet opfordrer jeg til, at man lytter til sig selv og handler ud fra, hvad der er i ens hjerte. Når nu du var glad for at møde denne mand, så er det da så fint, hvis du om aftenen eller dagen efter giver udtryk for, at du synes, det var dejligt at møde ham.
Når det så er sagt, så vil jeg dog lige tilføje, at det her med at udtrykke hvad der er i ens hjerte, ikke er det samme som at lade sig styre af sine følelser, og således handle udelukkende på dette grundlag uden at have sit hoved med. Mange gange vil (særligt) vi kvinder have tendens til at blive forelskede i en forestilling, der ikke er bundet til den reelle virkelighed. Når vi begynder at skrive med en mand, skaber vi gerne en forestilling, omkring hvem han er uden rigtigt at kende ham. Når så vi møder ham, kan vi tilføje eller trække fra denne forestilling, men særligt når vi godt kan li’, det vi ser, vil mange af os begynde at tillægge denne mand, vi i realiteten ikke kender endnu, en masse kvaliteter han endnu ikke har vist os, han ejer. Vores følelser vil således forstærkes ud fra den forestilling, vi skaber, og et resultat heraf er ofte, at vores handlinger påvirkes. Enten begynder vi at spille et spil, hvilket sker, når vi er bange for det, vi føler, og således prøver at kontrollere situationen. Eller også kan vi lade os styre totalt af vores følelser og begynder så at udtrykke os på en måde, der ikke viser, hvem vi er, idet vi eftergiver os vores værdi, og bare gerne ‘vil vælges’. Dette er ofte tilfældet, når vi ikke tager os så godt af os selv og derfor længes rigtig meget efter kærlighed fra et andet menneske.
Alternativet til disse to situationer er, når vi er bevidste nok til at mærke vores følelser uden at lade os styre af dem, således at vi kan udtrykke dem på en sund måde, der afspejler hvem vi er og ligeledes vores værd. Når vi er bevidste og kender vores eget værd, vil vi ikke bare lige sådan opgive os selv for en mand, vi endnu ikke kender. I stedet vil vi observere ham, indtil vi ved, han er vores hjerte værdigt, og kan bære det ansvar, det er at holde vores hjerte. Vi lader os ikke narre af en forestilling, vi selv skaber, men tager os tid til at finde ud af, hvem han er, før vi giver vores hjerte væk. Det handler ikke om at blive valgt eller om at score; i stedet handler det om at møde et menneske, der viser os, at han er et godt match til vores personlighed, liv og visioner. Det tager naturligvis lidt tid at finde ud af. Desuden betyder denne mere langsomme tilgang, at du lægger mindre pres på manden, du ser. Dels skaber du ikke en fantasi eller et billede, han skal leve op til, og dels giver du ham rum til at være sig selv.
Så for lige at opsummere; det er helt okay at skrive først. Det vigtigste er bare, at du udtrykker dig på en måde, der ærer dig selv og dit eget værd, mens du giver udtryk for, at du havde en hyggelig aften, og at det var rart at lære ham lidt bedre at kende.
Jeg håber, det giver mening. Held og lykke til dig.
Kærlig hilsen,
Mai