Svar
Kære I to,
Idet I lidt står med samme udfordring, har jeg slået jeres spørgsmål sammen til et svar.
For det første; hvis I læser hinandens spørgsmål, kan I her se, at I ikke er alene i den båd, at I har en fysisk/mental udfordring. Der er mange, som står med en eller anden fysisk eller psykisk skavank, så måske I slet ikke er så anderledes, som I tror.
For det andet, har I også det til fælles at I begge to finder det svært at møde en kæreste, der vil acceptere jeres udfordring. Men det kan jeg faktisk godt forstå, for i stedet for at fokusere på hvem I er, og på de ting I har at tilbyde, så lyder det som om, I begge lægger vægt på jeres udfordring som et ‘handicap’, og ser det lidt som en barriere til kærligheden. Sådan behøver det ikke være. Selvfølgelig er det sårbart, når vi har udfordringer, men alle mennesker har sårbarheder, for som du siger, ‘uønskede mand’, så er vi alle uperfekte. Nøglen til at finde et andet menneske, der vil acceptere og omfavne én ligger i den måde, vi accepterer og omfavner os selv.
Ud fra det I skriver, tror jeg, at den største grund der er til, at I hver især har svært ved at finde en kæreste, ligger i den måde, I møder andre mennesker på. I stedet for at møde potentielle romantiske partnere som et helt menneske, så lyder det lidt som om, I møder dem på en måde, hvor I skal kompensere for jeres udfordring – som eksempelvis ved at fortælle om jeres udfordring lige med det samme. Ingen af jer er pr definition jeres skavank. I er hvert et menneske med en personlighed, hobbier, humor, interesser, kærlighed at give af, erfaringer og meget mere. På denne liste figurerer jeres skavank så også – men den står ikke alene, som I kan se.
Når det kommer til dating og kærlighed, er det helt sikkert vigtigt, at vi er ærlige, men der er heller ikke nogen grund til at fremstille os selv som ‘i stykker’ eller gøre os selv mindre fantastiske end vi er. Det hele handler derfor om, at I begge ejer, alt hvad I er, og så lader mennesker lære jer at kende ud fra det fulde billede. Om end I ikke skal lyve om noget, så behøver jeres skavank altså ikke være det første, I fortæller om.
Noget andet er, at det er helt korrekt, at I begge skriver, at I ikke kan gøre for, at I har en skavank. I bestemmer dog selv, hvordan I håndterer denne ting, I døjer med. Første step er altså at acceptere jeres udfordring, som en del af jer, uden at den fylder det hele. Vi har hver især forskellige ting, der gør os uperfekte, så ingen af jer behøver se jer selv som et offer. I forlængelse heraf er det næste step at acceptere jeres udfordring som jeres eget ansvar – og ikke en partners. Det kan godt være, jeres udfordring vil have en påvirkning på jeres partner gennem jeres forhold. Men så længe I ikke lægger det over på en potentiel partners banehalvdel at skulle ‘redde jer’, så gør I det meget lettere for en ny kæreste at blive tiltrukket af jer og træde nærmere.
Så hvad kan I rent konkret gøre, for at finde en kæreste? For mig lyder det som om, hver jeres skavank fylder meget for jer, så måske det vil være en god idé, hvis I starter med at skrive en liste over alle jeres fantastiske kvaliteter, og det I har at komme med, som en ny partner vil være heldig at få. På denne måde, bliver I forhåbentligt mindet om jeres eget værd.
Dernæst kunne det måske være en god idé at se på, om der mon er noget, I kan gøre for at bedre jeres skavank? Kunne der mon være en talepædagog eller sanglærer, som ville kunne hjælpe med at forbedre, dét, at du stammer ‘uønskede mand’? (Kongens Store Tale er jo baseret på en sand historie efter alt, og Ed Sheeran stammede rigtig meget som barn, indtil han faldt over Eminems rap-tekster, som han kastede sig over at lære.) Det kan også være, der er noget, du kan gøre for at komme din angst til livs, Pia. Terapi, hypnose eller andre ruter, kunne måske være noget at undersøge. Det er ikke fordi, I nødvendigvis er nødt til at helbrede jeres skavank – men måske, der ville ligge en masse selvtillid, selvrespekt og glæde i at mærke, I kan gøre noget for at tage kontrollen tilbage.
Det næste jeg vil anbefale er, at I begge ser på den måde, I lige nu kommunikerer. Virker I fyldt med liv, glimt i øjet, kærlighed, humor, glæde? Hvis ikke, så kunne I garanteret med fordel arbejde med at blive forbundet med disse sider af jer, og så begynde at kommunikere med disse energier, når I skriver til potentielle partnere. Se gerne artiklerne igennem, hvor jeg skriver omkring
hvordan du øger din tiltrækningsværdi eller
bliver mere magnetisk i ens energi. Det kunne måske også være godt at læse omkring,
hvordan du bliver bedre til at flirte. Vigtigheden af disse redskaber forsvinder ikke, bare fordi I har en udfordring – det er ens for alle. Når så der er et menneske, du finder interessant og gerne vil investere mere i, kan det så måske være en god idé at læse artiklen omkring
svære samtaler.
Der skal helt sikkert også nok være en fantastisk kæreste til hver af jer derude, så giv endelig ikke op. Denne rette person vil nemlig lede lige så meget efter jer, som I leder efter ham og hende, og når kærlighed er helt rigtig, vil fysiske eller psykiske skavanker ikke afholde jer fra at få tingene til at fungere.
Rigtig god jul til jer begge.
Kærlig hilsen,
Mai