At dele noget sårbart

Svar

Mange tak fordi du skriver ind. Du stiller et meget interessant spørgsmål, for overvejelsen omkring om man skal, hvordan og hvornår man bedst deler noget sårbart med en ny person, er en ting, jeg tror, mange andre vil kunne nikke genkendende til.

Det første jeg vil sige, er, at jeg synes, du gør det helt rigtige i at vælge at være åben og ærlig. Med sandheden kommer man altid længst - den har en evne til at nå overfladen på et eller andet tidspunkt alligevel. Derfor kan man kan lige så godt sige tingene, som de er - og hvis en person ikke kan kan forliges med det man deler, jamen så var det jo ikke ‘din person’ alligevel. I teorien er denne tilgang helt fin, men i praksis kræver det mod og selvtillid, at eje sig selv og vælge at dele sin sandhed - særligt når det er noget sårbart, vi skal fortælle. Det gør du, så godt gået.

Spørgsmålet er så, hvordan og hvornår man bedst deler sandheden. Alle situationer er naturligvis forskellige, og jeg tror ikke på, at man som sådan kan lave en decideret regel for, hvor lang tid der skal gå, før man fortæller sandheden. Det vil aldrig virke at sige ‘på date nummer 3, er det tid til at fortælle sandheden’, for tidsrammen inden man åbner op, handler mere om hvad man skal fortælle, den individuelle relation samt graden af nærhed og tryghed heri. En retningslinje i forhold til tidspunkt jeg derfor vil give dig er; tidspunktet, hvor du har lært vedkommende, du ser, lidt at kende, og mærker, der er potentiale til, at det kunne udvikle sig til noget mere seriøst. Det er tidspunktet, hvor du føler, det er lidt skræmmende at fortælle om din sygdom, fordi du godt kan li’ personen, men det er på samme tid også inden du giver dit hjerte væk. På den måde, kan du observere, hvordan modparten reagerer på den sandhed du deler, og betragte dette som en observation, der er afgørende for, om denne person er værd at investere mere tid og flere følelser i. Om end det naturligvis vil være skuffende, hvis reaktionen ikke er som du ønsker, så betragt det som en mulighed, du giver dem for at bekende kulør og være kærlig overfor dig. Lad ikke en dårlig reaktion eller afvisning gå dig på eller påvirke din selvtillid, for hvis ikke vedkommende håndterer situationen fint, så har du blot dit svar på, om de vil være rigtige for dig at gå videre med eller ej. En mindre ønskværdig reaktion har mere at gøre med vedkommende, der reagerer, end det har at gøre med dig, der vælger at være modig, ærlig og autentisk i den måde du dukker op på. Og der skal nok være én, der er rigtig for dig - det er kun et spørgsmål om tid (og mængden af frøer du skal igennem).


Med hensyn til, hvordan du bedst fortæller om din sygdom, er det svært for mig at rådgive helt præcist, da jeg ikke kender din sygdoms natur. Når det så er sagt, tænker jeg, at det måske vil være en god idé at overveje, om der generelt er nogle fordomme eller en form for stigmatisering omkring din sygdom samfundsmæssigt. Mange gange kan de forestillinger, folk har, om en sygdom være værre end realiteten er. I stedet for at undertone din sygdom og slå det lidt hen, vil du måske have mere held med at være fuldkommen åben og transparent, om hvordan det fungerer og påvirker dig. Forestil dig, hvad du selv ville have brug for at vide, hvis du ikke kendte til sygdommen, eller hvilke forestillinger du havde omkring den, inden du selv fik din diagnose. Med en forståelse for hvordan det er at modtage informationen på den anden side af bordet, er det ofte lettere at levere budskabet på en hensigtsmæssig måde.

De sidste jeg vil sige til dig, Z, det er, at jeg ville passe på med at kategorisere de afvisninger, du har fået som ‘undskyldninger’, der i realiteten bunder i din sygdom. Er der mon en mulighed for, at de kunne sige sandheden? Du er så meget mere end din sygdom, så jeg ville ikke blive så fikseret på den eller give den for meget magt. Der er mange andre ting, der skal spille, for at en relation er rigtig at gå videre med.

Jeg håber, mine råd er hjælpsomme.

Mange kærlige hilsner,
Mai