Tænker stadig på ekskæreste

Spørgsmål

d. 05/04 2019 kl. 16:26 - af: Kvinde, 40 år

Tænker stadig på ekskæreste
Kære Mai,

For knap 2 måneder siden brød min kæreste gennem 4 måneder. Det var et ret voldsomt og dengang uforståeligt brud, da han få dage efter han var flyttet ind, flyttede ud igen - uden grund. Jeg erfarede senere, at han lider af borderline, hvilket har hjulpet mig meget, da det forklarer hans adfærd, pludselige brud, manglende empati, aggression og paranoia. Men hvorfor tænker jeg stadig på ham her 2 måneder efter? Jeg ønsker ham hverken tilbage eller er forelsket i ham. Jeg kunne dog godt tænke mig at mødes kort med ham og få en dybere forklaring og skilles på en menneskelig måde. Få en ordentlig afrunding. Men det er han ikke i stand til - og jeg har spurgt. 12 dage efter bruddet var han i et nyt forhold, hvilket er typisk for borderline, da de ikke kan være alene. Jeg savner kærlighed, samhørighed, nærhed og nærvær. Før forholdet var jeg lykkelig single i 8 år. Og ja, mit liv er fuld af positive oplevelser, gode veninder, dates og lyst til livet. Hvordan får jeg ham ud af mine tanker?

Kh. Skytten

Svar

Det lyder til at være en turbulent omgang, du har været igennem, men hvor er det fint, du har fundet frem til årsagen til din ekskærestes handlemæssige udsvingninger. Om end dette har givet dig en form for fred, så giver det dog alligevel god mening for mig, at du stadig tænker på ham - og jeg tænker lidt, at du selv skriver svaret i dit brev; nemlig at du savner en dybere forklaring og en ordentlig afrunding for at kunne komme helt over på den anden side. Desuden er det naturligt at dine tanker svæver tilbage til ham, da du, som du skriver, savner kærlighed, samhørighed, nærhed og nærvær. Han var den sidste til at give dig disse ting, og mange af os har en tendens til at længes lidt tilbage imod der, hvor vi senest fik opfyldt et særligt behov, når der ikke er et nyt sted i sigte. Det behøver ikke betyde at vi savner vores eks eller vil have dem tilbage, men måske du blot forbinder opfyldelsen af disse behov med ham. Det kan vi skifte.

I forhold til hvordan du får ham ud af dine tanker, ville det have været en fin mulighed at mødes med ham, men heldigvis er det ikke en nødvendighed, da du sagtens kan tage din power tilbage og finde ‘closure’ selv. For at gøre det er der flere muligheder. En ting, der ofte har fungeret for mange af mine klienter er, at skrive et brev med alle de ting, du har behov for at sige til ham - og så bare lade vær med at give ham brevet. Du kan skrive, alle de spørgsmål du har, fortælle ham alle de ting, du har på hjerte; måske hvor meget han sårede dig, eller hvad end du har behov for, at han hører. Du vil blive overrasket over, hvor lettende det kan være, bare at få lov til at udtrykke det du gerne vil sige til ham - hvad enten han så hører det eller ej.
Du kan også skrive et brev til dig selv, hvis du føler, der er noget tillid indeni dig selv, der er blevet brudt med denne relation? Måske du nogle gange er lidt hård ved dig selv, over du ikke opdagede hans sygdom, inden I nåede dertil, hvor I gjorde? Det har jeg ofte oplevet med klienter, og i sådanne tilfælde kan det være enormt helende at skrive et kærligt brev til sig selv, hvor man tilgiver sig selv. (Her vil jeg bare lige indskyde, at det er fjollet at spilde energi på at bebrejde dig selv, hvis du gør det. For det første er du bare et menneske - og hjertet gør som bekendt blind. Derudover er der desuden ikke noget i vejen med dig, bare fordi du er i stand til at forelske dig i en anden person. Snarere tværtimod og det er i øvrigt ham, den er gal med :)
Det kan være, du oplever, at det er nok for dig at skrive dette eller disse breve for at få ‘closure’. Hvis ikke, kan du evt. koble et lille ritual på, hvor du brænder brevet. Ja, det lyder måske lidt ‘out there’ eller alternativt, men ikke desto mindre virker det ofte. Du kan selv google dig frem til et ritual, der føles godt eller bruge denne guide. Der er ikke noget rigtigt eller forkert at gøre, det handler om at gøre det, der virker for dig.

Noget andet du kan gøre, for at få ham ud af hovedet, er at fjerne alle de ting i dit hjem, der får dig til at tænke på ham. Måske du eksempelvis er virkelig glad for en specifik pude i din sofa, men hvis den får dig til at tænke på din eks, hver gang du ser den, så skaber den bare dårlig energi for dig. Giv den derfor væk eller lad nogen opbevare den for dig indtil han ikke længere betyder noget for dig. Det samme gælder musik - undgå det musik, der får dig til at tænke på ham lige foreløbigt.

Hvis du finder det svært, at lukke denne relation uden at være i kontakt med ham, kan det også kan være en god idé at arbejde med dit mind-set omkring din eks. Måske du giver ham for meget magt? Spørg dig selv, hvorfor du har behov for hans mening eller hans forklaringer - vil det gøre en forskel for din oplevelse? Er der vitterligt noget, han kan sige, der kan ændre på, hvordan han behandlede dig eller på de ting, han gjorde? Tag din magt tilbage. Han rev tæppet væk under dig udviste manglende empati, aggression og paranoia - sådan en mand kan man kun have ondt af. Det ville ikke give mening at tilskrive hans mening eller behandling af dig nogen form for reel afspejling af dit værd.

Endeligt er det ofte en god idé, at lave en liste over de ting, man har lært og som man er taknemmelig for, hvis man gerne vil slippe en udfordrende oplevelse. Overvej derfor hvad denne relation har lært dig, og hvordan du nu er et rigere og mere vist menneske efter jeres relation. Taknemmelighed har en tendens til at opbløde mange svære følelser. Jeg kan desuden godt li’ at se kærlighed lidt som blomster. Nogle kærligheder er som blomster, der blomstrer og spirer år efter år, mens andre kærligheder er som blomster, der kun blomstrer en enkelt gang. Begge dele er dog lige meget værd, for de blomster/kærligheder der kun blomstrer én gang gør samtidigt jorden mere frugtbar til den næste vedvarende blomst/kærlighed.

For lige til sidst at komme tilbage til hvordan du kan imødegå savnet efter kærlighed, samhørighed, nærhed og nærvær, så vil jeg opfordre dig til, at spørge dit hjerte hvad det har brug for. Det er klart, der er et behov indeni os, som kun en elsker kan opfylde, men der er alligevel mange ting, vi kan gøre, for at opfylde vores egen kærlighedsbeholder. Måske dit hjerte vil fortælle dig du har brug for et kram - det kan du få fra en ven. Det kan være, dit behov for nærhed kan opfyldes af en weekend i sommerhus med veninderne. Undersøg om der er noget, du kan gøre for at støtte dig selv til at opfylde disse behov først - og så bare op på hesten igen med dig :) Der er mange fisk i havet, og nu er det forår - det perfekte tidspunkt til fornyelse og søde hankønsvæsner, der skal tjekkes ud på dating.dk.

Mange kærlige hilsner,
Mai
Tilbage til brevkassen

Opret en profil på bare 3 minutter

Hvad søger du?

I alderen...

Der bor i...

Kærligheden starter her

Opret din gratis profil nu

Jeg er kvinde Jeg er mand