Peter Pan syndromet

Spørgsmål

d. 27/04 2020 kl. 10:26 - af: Kvinde, 50 år

Peter Pan syndromet
Hej.
Jeg oplever i stigende grad, at mænd på min egen alder (50 år) søger kvinder der er 15-20 år yngre end dem selv, og ikke vil acceptere en kvinde på egen alder. Jeg får mange henvendelser fra mænd som er plus 10-15 år ældre end mig. Når jeg høfligt spørger “hvorfor” - påstår de at kvinder på deres egen alder er gamle koner, og de er jo selv friske af sind. Når mænd på min egen alder skriver til mig.... og jeg ser at de søger en kæreste mellem 30 og 40 år, så bliver der ikke mere “skind af den bjørn”. Der er selvfølgelig også mænd, der er voksne nok til at ville date en kvinde på sin egen alder - og hurra for det. Det undrer mig, da det egentlig ikke var noget jeg så for 10 år siden (da jeg sidst var single og 40 år). Hvad er det, der er på spil her?

Vibeke, Kvinde, 50 år.

Svar

Forskellige valggrundlag


Min opfattelse er, at der er flere ting som spiller ind ift. vores valg af partnere. Det kan bl.a. være menneskets biologi, ego (mindreværd, usikkerhed, selvtillid mv.) og (livs)erfaring. Når nogen søger en yngre partner, tænker jeg derfor at det er disse parametre som er på spil. Det kan f.eks. være, at man rent fysisk føler sig mere tiltrukket af en særlig type krop. Ligeledes kan det være at man har et behov for, eller søger validering gennem, at have en kæreste der er yngre end en selv. Det kan også være, at man er vokset op i et hjem hvor aldersforskellen mellem ens forældre var stor, og at dette derfor føles som normalen. Det problematiske når man på sin profil opstiller krav eller ønsker om en yngre partner er dog, at vores præference bunder i forestillinger som ikke nødvendigvis er sandfærdige. Nedenfor har jeg givet nogle eksempler på sådanne forestillinger.

Forestillinger der leder til et ønske om en yngre kæreste


Nogle af de gængse forestillinger er bl.a. at:

● Jo ældre vi bliver, desto mere bagage har vi ofte med. Derfor forestiller nogle mennesker sig, at det er lettere at være sammen med en person som er yngre, med mindre bagage og derfor ‘mindre kompliceret’.

● Nogle mennesker forestiller sig muligvis også, at det er lettere at ‘forme’, påvirke eller håndtere en person, som er yngre end dem selv, fordi den ældre persons livserfaring kan skabe en form for autoritet eller øget tillid. Er man kæreste med et menneske på sin egen alder, forestiller man sig måske modsat, at man ikke vil have denne ‘fordel’.

● Der kan også være tilfælde, hvor en ældre person søger en yngre kæreste fordi det kan fungere som en form for virkelighedsflugt. Særligt i denne tid hvor aldersdiskrimination forekommer i mange steder af vores liv, kan det være tillokkende at ønske sig yngre. Vågner vi op med en person på vores egen alder, mindes vi måske om hvor gamle vi reelt er, mens vi sammen med en yngre person bedre kan bilde os selv ind, at vi er i en anden aldersgruppe og stadig befinder os på et tidligere livsstadie. En yngre partner ved armen kan naturligvis også være med til at give os bekræftelse eller validere os på et forfængeligt plan.

Endeligt skal det siges, at valget om at søge en anden aldersgruppe går begge veje. Nogle yngre mennesker foretrækker f.eks. ældre partnere, da de forestiller sig at disse bl.a. tilbyder mere stabilitet.

Alder og kærlighed


Uanset ovenstående forestillinger, så gælder det dog at kærligheden i virkeligheden ikke har nogen alder. Det handler om kompatibilitet, investering og omsorg - men selvfølgelig også om hvor vi er i livet. Mennesker er forskellige, og har forskellige gener og livsoplevelser med i bagagen. Det betyder også at vi ikke udelukkende baseret på alder, kan vurdere hvem vi passer bedst sammen med i livet. Nogle personer på 20 år er mere udviklede og bevidste, end personer på 40 år. Det sker også af og til at mennesker med 15 års aldersforskel befinder sig på samme livsstadie. Ligeledes gælder det, at vi kan føle os unge af sind selvom vi er 60 år, og møde en person på samme alder, som har det på samme måde. Vores kompatibilitet afhænger derfor mere af vores livserfaringer og personlighed, end alder alene. Hvis nogle mennesker opstiller specifikke alderskrav til deres potentielle partnere, så begrænser de derfor sig selv. Når vi opstiller krav der begrænser os, blotter vi i virkeligheden vores egne usikkerheder og vores snævre overbevisninger. Lur mig, om ikke de fleste ville give slip på deres aldersforestilling, hvis det mest fantastiske menneske, med de mest funklende øjne stod overfor dem, og var på deres alder.

Åbenhed overfor den rette


Jeg kan godt forstå at det kan virke provokerende eller bare frustrerende, at nogle mennesker opstiller aldersbegrænsninger på deres datingprofil. Men det er du ikke herre over. Derfor vil jeg råde dig til blot at fokusere på, at være åben over for kærligheden og de mænd, som du endnu ikke har mødt. Lad tvivlen komme dem til gode, selv hvis du ser en aldersbegrænsning på en profil, som du ikke kan li’. Det kan jo være at den helt rigtige mand for dig tror, at han er ude efter nogen som er yngre end dig, men indser at det skal være dig, når han finder ud af at du eksisterer. Giv derfor de mænd, som du synes lyder interessante, en chance og undgå så vidt muligt at hænge dig i detaljer som lukker dig af for nogle muligheder.

Jeg håber at du kan bruge mit svar, og at der venter dig en masse dejlige datingoplevelser.

Kærlig hilsen,
Mai
Tilbage til brevkassen

Opret en profil på bare 3 minutter

Hvad søger du?

I alderen...

Der bor i...

Kærligheden starter her

Opret din gratis profil nu

Jeg er kvinde Jeg er mand