Har svært ved at stole på mænd
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg får at vide, jeg er smuk, men den har jeg hørt 1000 gang før. Det er ligesom om, de mænd jeg møder har alt for travlt med andre ting.
Svar
Kære kvinde 42,
Jeg hæfter mig lidt ved to ting i din henvendelse: Dels det at du skriver, du ofte er blevet fortalt, at du er smuk, om end du oplever mænd, der ikke har tid til dig, og dels overskriften; at du har svært ved at stole på mænd. Begge dele siger mig, du måske kunne være mistroisk over for mænd, og så kan jeg godt forstå, du ikke ved, hvad du skal gøre, for hvis man ikke stoler på det modsatte køn, er det nærmest umuligt at forelske sig og finde en kæreste. Uden tillid er det nemlig svært at hengive sig til et andet menneske.
Det første jeg vil sige, er, at det ikke er op til en mand, at overbevise dig om, at du kan stole på ham. Det er op til dig at være åben, og stole på ham indtil det modsatte er bevist. Du skal altså vide med dig selv, at du altid vil gå, hvis du oplever, du ikke kan stole på en person, eller hvis du bliver behandlet under dit værd - men ikke før du ser, at dette er tilfældet. Et af fundamenterne for et forhold er tillid, og derfor er man nødt til at starte med et åbent hjerte og et rent lærred, når man går ind i en relation..
Hvis du mærker, der er historier og oplevelser fra tidligere i dit liv, der gør, at du tvivler på mænd, så vil jeg råde dig til, at heale disse sår. At heale disse sår, vil nemlig hjælpe dig til at kunne lade disse oplevelser ligge i fortiden og dermed ikke tage dem med ind i en ny relation. For det er nemlig sådan, at det ikke er en ny mands opgave at rette en anden mands behandling af dig. Det hverken kan eller skal han. Det eneste han skal, er at dukke op i relationen til dig, som den bedste version af sig selv, og behandle dig på den måde, som han føler, man bør behandle en kvinde. Så er det op til dig at mærke efter, og beslutte om dette er godt nok. Før du indgår i et forhold med et andet menneske, er du i et forhold til dig selv - og her er det dit job at sikre, at du altid kan føle dig tryg. Hvis du véd med dig selv, at du altid tager dig godt af dig selv, og ikke tolererer mennesker, det ikke behandler dig godt, så vil du stole på dig selv, og uden tvivl vælge gode mænd for dig selv.
Det næste jeg vil sige til dig er, at det her med at en mand komplimenterer dig for dit udseende, ikke er ensbetydende med, at han gerne vil ses med dig, eller at han vælger at prioritere et forhold med dig. Hvis du har tendens til at opfatte et kompliment, som en form for forpligtigelse han indgår, kan det være, det får dig til at investere rigtig meget af dig selv i forholdet, hvorefter du bliver forvirret eller skuffet, når forpligtelsen udebliver.
Med råd til dig for at få et dejligt kærlighedsliv er derfor, at du ser på, om der er et mønster i den måde, du har og har haft relationer med mænd på. Er der nogle ting, der går igen? Er der noget, de siger eller gør, som får dig til at handle på en bestemt måde, hvorefter der er en tendens til, at mændene dernæst
handler på en særlig måde? Eller måske der er en tendens til, at du siger eller gør en ting, der flere gange har fået mænd til at vende sig væk. I stedet for at blive mistroisk overfor mænd, så vær nysgerrig på, hvad det er der sker, således at du opnår en forståelse for, hvorfor de handler, som de gør, for når du forstår, hvad der sker, kan du bryde mønsteret. Det er ikke alle mænd, der er fantastiske, men det er heller ikke alle mænd, der ikke er gode ved kvinder. Ofte er den måde, folk behandler os på, en refleksion af vores forhold til os selv, hvilket er præget af vores overbevisninger og vores selvværd. Du kan prøve at kigge efter de her mønstre ved at skrive dine oplevelser ned. Det kan dog være svært at få perspektiv nok til at kunne se disse ting alene, så måske det kunne være godt for dig at arbejde med en mentor, en coach eller psykoterapeut.
Mange kærlige hilsner,
Mai