Det kan virke som om, det er lettere for nogen at finde kærligheden, end det er for andre. Nogen mennesker ved bare hvordan man skruer op for charmen, mens andre har en mere tilbageholdende personlighed, der kan gøre det mere udfordrende at udvise interesse. Forskellen på de to typer er ofte ikke bare personlighed, men også selvtillid. I denne artikel kan du læse om, hvordan der er tre lag i selvtillid, og om hvordan man har brug for både kompetencer og selvtillid, for at gøre det lettere for sig selv at finde en kæreste (eller opnå andre mål i livet).
Har du tendens til at være genert, tænker jeg at denne artikel særligt kunne være for dig. Formålet med den er nemlig at hjælpe dig til at se, hvordan du kan opbygge en sund form for selvtillid, så du lettere kan komme ud af starthullerne.
Kompetence
Fra vi er små går vi i skole, hvor vi lærer i alle mulige fag så som matematik, historie, dansk, idræt mm. Det gør os alt sammen mere lærde, men sådan noget som social interaktion, kommunikation og kærlighed er typisk ikke på skoleskemaet. I stedet forventes det, at vi selv lærer om disse emner i frikvarterene og i livet udenfor skolen. Men hvad nu hvis man ikke er født med selvtillid, og desuden døjer med stor generthed, som hæmmer én rent socialt?
For at have mulighed for at opnå de ting vi gerne vil i livet, har vi behov for kompetence – uanset om det så er et særligt job, vi ønsker os, eller det er fordi vi gerne vil have en kæreste. Kompetence, når det kommer til vores kærlighedsliv, handler for det første om at vide, at du ikke nødvendigvis bare ved, hvad du skal gøre i forhold til at ‘score’. På intet andet område af vores liv, er det forventet, at vi bare ved, hvad vi skal gøre, så hvorfor tænker vi at dette burde være tilfældet, når det kommer til at få en kæreste? Første skridt til at øge chancerne for succes med at finde en kæreste er, at vi anerkender at vi må lære. Det næste skridt er, at vi så rent faktisk finder ud af hvordan vi
dater,
flirter,
kommunikerer med mere (følg linket til artikler med råd til hver af de tre områder). Og endeligt gælder det, at vi må have en sund form for selvtillid, således at vi stoler på os selv, og så også tør bruge vores kompetencer.
De tre lag i selvtillid
Selvtillid er noget, der hjælper os til at leve mere frit, da det gør det lettere at indgå i sociale sammenhænge. Det gør det nemmere at lære nye ting, da vi er mindre bange for at fejle, og det giver os modet til at opsøge oplevelser. Selvtillid er altså en vigtig ting at have med i sin rygsæk, hvad end det så gælder dating eller ens øvrige liv. Har du kompetence, men ikke super meget selvtillid, så frygt ej, for heldigvis er selvtillid, som det meste andet, også noget man kan tillære sig. Første skridt er således blot at forstå, at selvtillid ikke er en magisk evne, givet til de få, men noget du kan få, hvis du ønsker det. Herefter kan du så begynde at udvikle det.
Overflade
Det øverste lag i selvtillid, er det billede vi fremfører af os selv, og er altså det fysiske element som andre kan se udad til. Det indebærer, hvordan vi bevæger os, hvorledes vi snakker, hvordan vi fører samtaler, vores toneføring mm. Dette niveau er vigtigt, og du kan få råd til din fremtoning i
denne artikel, men er vores overflade og ydre selvtillid ikke bakket op af det næste element i selvtillid, er vi meget sårbare, da det ydre lag nedbrydes det øjeblik, vi bliver udfordret.
Livsstil
Det næste lag i selvtillid handler om livsstil, og de ting der giver os mening. Dette dækker vores hobbyer, de sprog vi taler, de færdigheder vi har, de personer vi omgiver os med osv. Jeg har skrevet en del artikler med tip til at leve et spændende liv, du er glad for, så gå eventuelt på jagt i blandt alle Dating.dks artikler, hvis du har brug for hjælp her. Når vi har dette lag af selvtillid i orden, betyder det, vi kan rystes, men at vi stadig har et sted at søge tilbage til, hvis vi bliver usikre. Der er dog to udfordringer, med livsstil-laget af selvtillid, som gør at vi har behov for det sidste lag også.
Den første udfordring omkring livsstils-laget er, at mange mennesker har en tendens til at fokusere på blot ét område, hvilket gør at de er enormt stærke og selvsikre på ét område; men også sårbare på andre områder. Det ses ofte når mennesker, vælger at fokusere benhårdt på sin karriere og lader deres arbejdsliv udfylde hele deres liv, mens de undrer sig over, hvorfor de ikke kan finde ud af at finde en kæreste. Hvis vi lader et enkelt eller nogle få områder opsluge os, opbygger vi ikke selvtillid på en afrundet måde. Vi risikerer altså at lægge hele vores identitet over på ét område.
For at finde kærligheden, har vi behov for balance. Så måske kan det hjælpe dig til at tiltrække din næste kæreste, hvis du arbejder på de områder af dit liv, som du forsømmer lidt. Får du gået til de koncerter, du gerne vil? Ser du de venner, der giver dig energi? Øver du dig i at møde nye mennesker? Eller pakker du dig selv lidt ind ved at gå all in på dit job, ved at fokusere al din energi på dine børn eller ved at bruge al din tid på at træne til en ironman? Alle disse ting, er gode ting at gøre, men det skal være med en balanceret indsats. Ellers vil det svare lidt til, at du kun træner dine biceps i fitnesscenteret, og ikke kan forstå, du ikke kan lave pull-ups, som også kræver mave- og rygmuskler.
Den anden udfordring med livsstils-laget er, at selvtillid der er bundet op på elementer i vores livsstil, i sig selv ikke er nok. Vi kan nemlig fint opbygge et balanceret liv som vi elsker, men vores selvtillid kan blive taget fra os igen, hvis den står og falder med eksterne elementer. Af denne grund har vi brug for det sidste lag.
Grundstammen
Grundstammen i selvtillid er fantastisk, da den betyder, at du aldrig vil gå ned med flaget, selv hvis alt andet forsvinder for dig. Vores udseende vil forsvinde, vores job kan vi miste, vores hobbyer kan gå i vasken, men har vi grundstammen af selvtillid, vil vi klare os fint igennem alligevel. Grundstammen af selvtillid er de ting, vi har lært gennem livet, og forståelsen af, at vi i os selv, er en værdi. Det kan virke simpelt, og det er det i virkeligheden også. Et eksempel er, at vi, i stedet for at hænge vores identitet på en jobtitel, som vi kan miste, så hænger vi vores selvtillid op på, den person, som vi er vokset op til at blive gennem de ting vi har lært – i form af jobbet og resten af vores liv. Det der er helt fantastisk ved et individ, er det, der gør personen unik, hvilket kommer af mange ting, bl.a. ens opdragelse og opvækst, livsperspektiv, den viden vi har, den humor vi er udstyret med, de færdigheder vi har opbygget osv. Grundstammen af selvtillid kommer af, at vi ved, at disse ting aldrig nogensinde kan blive taget fra os.
Med selvtillid helt ind til vores inderste, tør vi være os selv – uden behov for at være overrumplende eller altid at skulle ses. Denne form for selvtillid gør, at vi hverken har behov for at stå på en scene hele tiden, eller at vi føler trang til at liste ind i et rum langs væggen. En person med en grundstamme af selvtillid kender sit værd og har det derfor fint med at give, ligesom personen ligeledes har det fint, selv hvis hans eller hendes gestus ikke bliver gengældt. Når man har denne form for selvtillid, er man hverken under eller over andre mennesker, men man kender sit værd og stoler i stedet helt på egen dømmekraft.
Hvis en person ikke har selvtillid, og er bange for at ‘sælge sig selv’, så er det ofte fordi, at der er en usikkerhed indeni ham eller hende selv – og ingen mængde af penge, fancy jobtitler eller sportskompetencer, vil kunne ændre dette. Det eneste vi kan gøre for at skabe denne grundstamme af selvtillid, er at connecte med os selv, og se de gaver, som vi har at tilbyde – ikke bare en ny kæreste, men hele verden omkring os.