Når illusioner afholder os fra kærlighed
Det er endelig forår, og hvad opfordrer jeg altid til, når vi kommer til marts måned? En lille forårsrengøring. Medmindre vi er virkelig bevidste, så samler vi hver dag ret meget skidt op som sætter sig i vores tankegang. Ting vi ikke har brug for, og som ej heller beriger vores liv. Dette skidt kommer ind i form af konflikter, mindre gode oplevelser, udfordrende interaktioner, nedslående samtaler mm. og sætter sig gerne som begrænsende overbevisninger, frustrationer, mistillid til fremtiden osv. Bærer vi rundt på negative tanker og forestillinger, skaber det udfordringer for de ting, vi ønsker os i livet - ikke mindst i forhold til at finde kærligheden. Rydder vi op i vores indre, kan vi dog punktere de illusioner, der afholder os fra at være helt åbne og klar til smuk kærlighed. Læs med her og få inspiration til hvilke overvejelser du kan gøre dig for at øge chancerne for at invitere kærligheden indenfor.
Skidt der hober sig op
Hver dag oplever de fleste af os en hel del forskellige interaktioner i form af møder med kolleger, overordnede, familie, naboer, venner osv. Afhængigt af vores humør, energi niveau og ‘følelses-sår’ oplever vi enten positive eller negative samtaler, der så får os til at have det rart eller en anelse skidt. Selvom det måske ikke er så ofte, vi har tunge oplevelser, så kan disse dog godt sætte sig fast hos os helt ubevidst, hvilket gør, at vores tilgang til andre situationer i fremtiden påvirkes. Det kan være, den måde vores chef taler til os på, får os til at føle os som et lille barn uden indflydelse. Et andet eksempel er, hvis en tidligere partner bliver ved med at trampe hen over én i forbindelse med børne-samarbejde. En tredje mulighed kunne være, hvis vi har venner, der hele tiden fortæller os hvad vi skal gøre, eller der er mennesker i vores sfære, der konstant fortæller os, at vi gør noget forkert. Nogle mennesker kan undlade at lade oplevelser som disse påvirke sig, men for mange gælder det, at disse oplevelser skaber tvivl og mindre selvværd indvendigt gennem vores tankegang. Jo mere det sker, desto mere vil vi tvivle på os selv.
Hvis ikke vi stoler på os selv, betyder det, at vi er mindre tilbøjelige til at stå op for os selv, når noget ikke føles godt. Dette kan føre til, at vi føler os magtesløse. I sådanne tilfælde er vi ekstra udsatte, da dette så igen mindsker vores selvtillid, således at andre mennesker uden problem kan behandle os skidt, hvilket i sidste ende sænker vores selvværd. Dårlige oplevelser kan altså blive starten på en nedadgående spiral, og hvis ikke dårligt selvværd påvirker os negativt i kærlighed og dating, så ved jeg ikke hvad gør. Derfor er det ekstra vigtigt, når du leder efter en kæreste, at du er opmærksom på, hvordan du tænker omkring dig selv.
Begrænsende overbevisninger
Det er vigtigt, at vi kan tage kritik indenbords, således at vi kan blive bedre. Men der er en forskel på ‘jeg gjorde noget forkert’ og ‘jeg er forkert’ ..eller på når et andet menneske eventuelt kunne tage fejl i deres rettelse af os. Når vi lærer at lave dette skel, kan vi undlade at lade negative oplevelser med andre mennesker påvirke vores selvværd.
Siger du til dig selv: “Jeg kan ikke finde ud af at date (online)”, “kærlighed vil aldrig kunne ske for mig, for jeg ødelægger det altid”, jeg er ikke tiltrækkende nok” eller lignende; tager du dine tidligere oplevelser ind, og gør dem til begrænsende overbevisninger*. Du lader altså oplevelser i din fortid tynge dig, og påvirke den måde, hvorpå du møder nye mennesker i nu- eller fremtiden. Ved at tro på dine tanker når de fortæller dig, at der er noget, du ikke kan finde ud af, eller noget der gør dig til et dårligt menneske, skaber du en illusion, der indsnævrer dit perspektiv for, hvad der er muligt. Samtidigt mindsker den dit selvværd og tilliden du har til omverdenen såvel som til dig selv og egne evner.
Hvis du i stedet anerkender, du begik en fejl (i det tilfælde at du oprigtigt gjorde noget forkert), kan du lære af din fejl, og bruge det som feedback, der vil hjælpe dig til at handle bedre i fremtiden. I stedet for at lade en dårlig oplevelse blive til en illusion, der holder dig nede og former din fremtid negativt, bruger du den således i stedet til at løfte dig op. Det handler nemlig ikke om dig som person; det handler om en handling, du begik - hvilket du kan forbedre.
Punktering af kærligheds-illusioner
Det er så vigtigt at huske, at en række dårlige oplevelser eller uovervejede handlinger ikke gør dig til et forkert eller dårligt menneske; det viser blot, at der er et område, hvor du måske kan forbedre dig. Vi kan træne os selv til at blive bedre til at date, til at vise kærlighed, til at være åbne, til at være stærke og meget mere. Men vi kan kun forbedre os, hvis vi er villige til at anerkende, at vi i nogle henseender tager fejl, således at vi kan give slip på vores begrænsende overbevisninger. Det handler altså om at udvide sin bevidsthed og om at lære at lave skellet mellem ‘jeg er forkert’ og ‘jeg gjorde noget forkert’.
Du skaber dette skel ved at undersøge negative (selv-)tanker med sætningerne:
- “Er det nu rigtigt?”
- “Er jeg helt sikker på, at denne tanke er sand?”,
- “Ved jeg med 100 procent sikkerhed, at dette altid vil være tilfældet for evigt?”.
Er svaret nej, har du punkteret illusionen, hvilket åbner op for nye muligheder. Disse muligheder byder du velkommen ved at at udvide sin bevidsthed og ved at udvikle dig. Dette sker helt automatisk, når du ikke dømmer dig selv, men i stedet lærer af den situation, du står i. Den letteste måde at gøre det på, er ved at spørge dig selv om et nyt sæt spørgsmål:
- “Hvad kan jeg lære af denne situation?”
- “Hvordan kan jeg handle bedre næste gang?”
- “Gjorde jeg i virkeligheden noget forkert rent objektivt set?”
Tilladelse
Når først du har lært at punktere de eksisterende illusioner, du har omkring kærlighed og dating, har du set på, hvordan du behandler og begrænser dig selv i kærlighed. Dernæst er det tid til at se på, hvilke ting du tillader i forhold til, hvordan andre mennesker behandler dig. Denne del kan muligvis godt gøre lidt avs. For det er bare ret let at sætte sig selv i en position, hvor det er hele verden omkring os, der gør noget forkert. Det er straks værre at se på vores egen rolle i det. Men faktum er bare, at hvis andre mennesker behandler os dårligt, så er det os, der tillader at det sker.
Dette er ikke for at sige, at vi skal være på krigsstien hele tiden. Det er i stedet for at sige, at vi har ansvaret for, hvad vi vil stå model til, når noget, som bringer os ned, bliver ved med at ske. Hvis du oplever en af de førnævnte situationer med din chef, din eks, dine venner eller lignende; hvilken del af dig tillader så, at det bliver ved med at ske? Er det frygten for at tale din sandhed, for at miste dit job, for at nogen bliver vred på dig, er det tvivlen på dig selv, er det frygten for at være alene? Hvad end svaret på dette spørgsmål for dig er, så har du her det område af dit liv, hvor du har plads til at udvikle dig og hvor dit selv-arbejde ligger. For svaret på dette spørgsmål viser dig nemlig, hvor du sætter noget andet højere end dig selv og din egen trivsel. Det er her, du giver køb på dig selv, og hvor du ikke passer godt på dig selv.
Tilladelse i dating
Særligt når det kommer til dating, er det vigtigt at identificere, hvis vi har en tendens til at tillade, at de mennesker, vi ser, ikke behandler os godt. Det der ofte sker, er, at vi forelsker os i en persons potentiale snarere end i personen, som vedkommende i realiteten er (i nuet). Dette er en meget typisk ting at gøre, når det kommer til kærlighed. Måske fordi vi er trætte af at være single, eller fordi vi bare ønsker, at et andet menneske skal ‘vælge os’, kan vi blive desperate eller mere tilbøjelige til at skabe en illusion omkring en person. I stedet for at forholde os til virkeligheden, skaber vi altså en illusion, hvor personen er helt fantastisk - til trods for at han eller hun aldrig har vist os dette gennem sine handlinger. Det kan også være, vi ser igennem fingre med, at en person decideret ikke er god ved os, og i stedet skaber undskyldninger for personens opførsel i vores hoved for at retfærdiggøre dennes handlinger.
Alt dette faldet bort, når vi stoler på os selv, begynder at respektere os selv, og se os selv som værdifulde. Her handler vi ud fra realitet og selv-integritet. Der er altid mulighed for at passe på sig selv - det handler bare om, at have redskaberne til at bakke sig selv op. Læs med i næste uge, og få redskaberne til hvordan du kan bakke dig selv op til et højere selvværd.
*Begrænsende overbevisninger = overbevisninger vi tror er sande, og som vi lever efter, men som ikke nødvendigvis er sandfærdige eller gavnlige, hvorfor de unødigt begrænser, de ting vi tror, er mulige.